Kendetegn Ved En Essay

Brugbart svar (5)

Svar #1
13. maj 2008 af AnneSnut

Kort fortalt:
En subjektiv tekst, hvor du forklarer dine holdninger til et bestemt emne. Én lang diskussion.


Brugbart svar (3)

Svar #2
13. maj 2008 af Fabre

Ikke helt korrekt. Et essay er en stil hvor du tager udgangspunkt i en (eller flere) tekster. Udfra din redegørelse af disse tekster skal du diskutere og reflektere over emnet.


Brugbart svar (0)

Svar #3
13. maj 2008 af Molle

Det kommer an på, om du mener et essay i bred forstand - dem man møder i det offentlige rum - eller et essay i gymnasiefaglig forstand - dem du skal skrive til eksamen i dansk.


Svar #4
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

Altså et essay er en diskussion med mig selv om en tekst eller et emne


Brugbart svar (4)

Svar #5
13. maj 2008 af lepetitdanois

Jeg citerer fra faglige forbindelser (s.213-214):
Essay er navnet på en meget udbredt selvfremstillende genre. Essayet træffer man i skriftlig form i avisernes kronikker, ugebladendes klummer og forfatteres og journalisters rejsebreve fra fjerne egne. Mundtligt i foredrag og radioudsendelser.

Essayet er altså en rummelig genre, der stort set kan have hvilket som helst emne. Men i form og sprog er nogle træk, der er fælles for mange eksemplarer af genren: (Nu til humlen)

Essayet er subjektivt, fordi det udtrykker følelser og holdninger. Det fritager og ikke essayskriveren fra at argumentere og underbygge sine påstande med eksempler. Især det sidste er VIGTIGT.

Essayets vigtigste kendetegn er nemlig, at det forbinder det konkrete med det abstrakte i en TYDELIG og synlig tankerække, som skribenten fremlægger for læseren. Det konkrete svarer til emnet eller motivet i en litterær tekst; det abstrakte svarer til temaet. Det fremgår eksplicit (tydeligt) af teksten, ofte i slutningen, hvor der skiftes til en mere abstrakt fremstilling.

Det konkrete udgangspunkt for et essay kan være en iagttagelse eller oplevelse, som tillægges en overført eller mere generel betydning, der udfoldes i essayet.

Ofte supplerer skribenten med egne oplevelser og erfaringer med eksempler fra litteratur, film eller den offentlige debat.

Det gode essay er skarpt fokuseret og ofte kort. Ideelt set bevæger fremstillingen sig skridt for skridt fremad mod en pointe eller et generelt synspunkt.

En praktisk komposition for essayet kan være: iagttagelse -> orientering om emnet -> refleksion + evt. flere eksempler - > afrunding (Vend evt. tilbage til indledende iagttagelse.)


Svar #6
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

nu er jeg forvirret


Svar #7
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

Er et essay en selvstændig eller et personligt formelering af en problemstilling i en fremadskridende argumentation eller diskusion


Svar #9
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

hmm ok


Svar #10
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

Et essay er en kort personlig fremstilling/afhandling af et emne. Essayet som genre er en blandingsform, hvor fakta/oplysninger kan formidles ved hjælp af skønlitterære virkemidler; indholdet er hentet fra virkelighedens og dagligdagens oplevelser og erfaringer, men formen kan være skønlitteraturens. Formen er søgende og åben, og læseren vil ofte opleve at der i essayet er en grundstemning af fortrolighed og invitation til fælles undren. Et essay vil ikke først og fremmest oplyse eller overbevise, men dele tanker om en given sammenhæng


Fra wikipedia


Brugbart svar (2)

Svar #11
13. maj 2008 af dandan (Slettet)

https://www.studieportalen.dk/Blogs/BlogItem.aspx?id=1910

det her er en super godt , håber d hjælper


Svar #12
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

øhh ?


kan i ikke bare fortælle kort hvad et essay er


Svar #13
13. maj 2008 af 215 (Slettet)

jeg mener ikke essay i gymnasie forstand


Brugbart svar (1)

Svar #14
13. maj 2008 af Mettea92

En super god ting er at indsætte et stykke fra en sang eller historie, det kunne også være et kendt citat.

f.eks. "Carpe diem"

Det skal selfølgelig være noget der understøtter det man skriver om, men det kan være med til at understrege en holdning.


Brugbart svar (2)

Svar #15
13. september 2009 af manchester-4ever

Et "folkeskole essay" er/indeholder typisk tre grundlæggende ting: Egen mening (supjektiv), objektiv (virkelig hændelser/episoder, fakta, andres holdninger osv.), og så skal man for det meste både være for og imod emnet, man skriver essay om


Brugbart svar (1)

Svar #17
16. september 2010 af nåhe

Der må ikke være fakta med i et essay + man skal ikke direkte påvirke læseren ved at skrive " jeg syntes at folk(dig) burde elske sin næste noget mere.." men mere indirkete.


Brugbart svar (0)

Svar #18
01. marts 2012 af LulluA

MÅ man kun skrive hvad man selv synes osv. i et essay. Eller kan man godt skrive hvad forfatteren af teksten mener, også derefter skrive hvad man selv synes? :)

 


FRA: ESSAYET ER IKKE FOR FASTHOLDERE

AF THORKILD BORUP JENSEN

(...)

Et muligt udgangspunkt
Et velegnet sted at begynde, når bogbrugeren vil danne sig et begreb om, hvad essays er for noget, er at slå op på indholdsfortegnelsen. Knud Sønderbys De blå glimt, 1964, byder f.eks. på følgende titelopregning: Barndommes by - Vinduet på klem - Fartens narkomani - Christianshavn - Kylling på rejse - Møde med mørket - Tredive år efter - De blå glimt - Italienske noter - Den sorte svane - Forår på Christiansø - Misantropen.

Hvad der umiddelbart slår en er den brogede mangfoldighed. Hvis det overhovedet lader sig gøre at anvende betegnelsen princip i den forbindelse, så er princippet antydning, afveksling, forskelligartethed. Traditionssporet er let at tegne op: det samme mylder af forskelligartede titler møder os, hvis vi foretager et opslag i Montaignes Essais fra 1580’-erne, i Holbergs Epistler fra omkring 1750 og i Jens Chr. Grøndahls Night Mail fra 1998. Holbergs undertitel giver os et begreb om, hvor vidtspændende ind til det altomfattende repertoiret er: “befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philosophiske, item skiemtsomme Materier”.

Forklaringen på dette brogede titelmylder i så godt som alle essay-samlinger kan vi hente hos pioneren, Montaigne. Han forsyner som bekendt sine udgivelser - der kommer 4 af dem i 1580’erne - med betegnelsen Essais. (Yderst sjældent i øvrigt at en genres oprindelse kan bestemmes så nøjagtigt som i essayets tilfælde.) Dermed markerer han indholdets fællespræg og samtidig dets anderledeshed i forhold til anden litteratur. Hans valg af titelord er åbent, flertydigt, hvilket giver ham bevægelsesfrihed, stort manøvrerum. Nogle af de betydninger, ordet rummer, er: forsøg, øvelse, udkast, eksperiment, (smags)prøve. Titlen er på en gang demonstrativt beskeden og fordringsfuldt selvhævdende, i og med dens afvigende karakter. Den dækker både indhold og form, prosastykkernes grundsyn og deres fremstillingsmåde. Med den ubestemte flertalsform, Essais, markerer Montaigne sin opfattelse af tilværelsen som gådefuld, irrationel, forunderlig, kompleks, flygtig. Og tillige sin sproglige tilgang til den som spørgende og undrende, strejfende og prøvende, uortodokst og uhøjtideligt springende, underfundigt flertydig. En genreskabende sammenhæng mellem emne og fremstilling, indhold og form annonceres - og praktiseres.

Det signalement, som er givet ovenfor, gælder nemlig ikke kun Montaigne, men genren og dens mange senere udøvere, generelt. Med sin brogede titelbuket tilkendegiver f.eks. også Knud Sønderby
- at bidragene er smagsprøver, der i al indforstået fordringsløshed præsenteres for læseren
- at de er essayistens forsøg på at afprøve en række muligheder (anledninger, synsvinkler, perspektiver)
- at de er essayistens stillen sin erfaring på prøve, i al foreløbighed - at de er øvelser i at meddele sig om alle slags fænomener i tilværelsen, store såvel som små, naturgivne såvel som kulturskabte
- at de afspejler hans lyst til at anstille eksperimenter
- at de er spontane udtryk for en momentan, fragmentarisk oplevelse af livet.

Det er åbenbart at emnet kan være et hvilket som helst, essayistens nysgerrighed og livsappetit synes altomfattende. Og denne nysgerrighed trives fint med foreløbigheden og ufuldkommenheden. Montaigne,der elsker at udfordre læseren, siger i en af sine mange sprælsk selvkommenterende bemærkninger:

“Jeg tager det første det bedste emne jeg tilfældigvis støder på. De er alle lige gode for mig. Og jeg har aldrig til hensigt at fremstille dem i deres helhed, for jeg ser aldrig det hele af noget.” (Citat fra essayet Om Demokrit og Heraklit)

Sidst af alt er essayet sagcentret og objektivt. Emnet er essayistens anledning til sin (jegets) individuelle, tankemæssige og sproglige udfoldelse. Et springbræt for jegets livsfilosofiske overvejelser. Af anlæg er essayet subjektivt, eksistentialistisk, virtuost.

For nu at vende tilbage til Per Lange-eksemplet må det, på baggrund af det netop fremførte, forekomme overraskende, særdeles essayfjernt, at skulle hente Samtale med et Æsel frem under emnegruppen 47.7. Rigtigt nok ligger en rejse i Italien og Grækenland til grund for samlingens bidrag, men disse prosastykker er ikke informative geografiske og kulturhistoriske skildringer, men subjektive udfoldelser, artistisk eksperimenterende ordlege. Flygtige rejseindtryk omsat til prøver på personlig livsfilosofi.

Essayets hverdagsnære, uortodokse opdagelsesfærd
Per Langes titelvalg, Samtale med et Æsel, peger yderligere mod nogle vigtige træk ved essayet. For det første dets artistisk betonede forkærlighed for det usædvanlige, anderledes. Essayisten er en hittepåsom enegænger, der vil have os til at studse, undres og overveje: Hvad er nu dette? hvordan hænger det sammen? kan det have sin rigtighed? Essayisten vil bringe os til at se med friske, uhildede øjne, invitere os til at betragte livet påny, åbne vort sind for hidtil uanede muligheder og sammenhænge, gå på nyopdagelse i hverdagen. Essayet vil stille os sokratiske spørgsmål, så vi kommer i tvivl, det vil rokke ved vor tilvante sikkerhed. Det vil pirre vor nysgerrighed, løfte en flig af livets gåde.

For det andet essayets etablering af det fortroligt nære forhold til omverdenen med alle dens fænomener af stort og småt, dets tilstræbte intimitet, der også mærkes på sprogtonen, det dialogisk nære, fortrolige forhold til læseren.

For det tredje essayets glæde ved det langsomme tempo, hos Per Lange legemliggjort ved æslets egenrådige skridtgang. Omveje til Antikken hedder et af de andre essays i Per Langes inddragne kortprosa-samling. P. L. Stevenson kalder en af sine essaysamlinger for Travels With a Donkey. Navneligheden med Per Langes værk peger på et genreslægtskab.

Herfra kan vi koble tilbage til Knud Sønderbys udgivelse De blå glimt. Et af de 12 prosastykker heri er overvejelser over Fartens narkomani. Samtidens institutioner, dens tænkemåde og adfærd gøres i essayet - bl.a. altså hos Lange og Sønderby - til genstand for kullturkritiske betragtninger. Sådan er det også hos en lang række nulevende essayister: Jens Chr. Grøndahl, Carsten Jensen, Inge Eriksen, Villy Sørensen, Thorkild Bjørnvig. Sidstnævnte ytrer sig f.eks. om Ligegyldighedens Frihed og Bogen og Larmen. Og sådan var det tillige i 1700-tallet, hvor det moralske essay dominerede (Addison, Steele, Johnson, Holberg m.fl.) “Moral(sk)” bruges vel at mærke i en bred betydning om hvad der angår kulturel skik og brug, menneskers adfærd og levevis (jf. latinsk mores).

Essayets skødesløst slentrende forløb
I essayet Fartens narkomani skænker Sønderby vandringsmanden særlig og kærlig opmærksomhed: “Man aner en ro, en nærhed, et familieskab med omgivelserne ... Det lukker sig om en for os ukendt fortrolighed. Ordet vandringsmand.” Essayistens foretrukne færd er den vegeterende livsrytne, den sindige gangart med dens mulighed for ophold, improvisation og svinkeærinder undervejs.

Landeveje og Tankeveje er navnet på et stort udvalg af Jacob Paludans essays; spadsereturen bliver identisk med en individuelt slentrende tankegang. Essayisten er en peripatetiker, et omkringvandrende, filosofisk anlagt individ. Bevægelse såvel fysisk som psykisk, indtryk undervejs forplanter sig til refleksioner. Essayist-jegets tanker sættes i gang af de omverdensfænomener, jeget møder.

Han gik Ture hedder en af Paludans essaysamlinger, og Morgenvandring er tilsvarende overskriften på et Sønderby-essay. Addison og Steele optræder, i let genkendelige figurskildringer, som stadig vandrende iagttagere af deres omverden. The Spectator hedder da også det første af essay-tidsskrifterne; vi befinder os i 1720’ernes England. Nogle tiår senere træffer vi på tilsvarende magasiner; nu med nogle for genren betegnende navne som The Idler og The Rambler (hhv. dagdriveren og omstrejferen).

Det er ikke svært at følge traditionen videre op gennem det følgende århundrede. Her blot markeret ved et par titler: Hazlitt On Going a Journey; Stevenson Walking Tours; Dickens The Uncommercial Traveller. Lad os følge traditionssporet ind i 1900-tallet, f.eks. til den tyske essayist Josef Hofmiller. I sit elegant afrundede kortprosabidrag Vom Wandern lovpriser han den uregelbundne, subjektive bevægelse: “Fürs Wandern kann man keine Regel aufstellen, das ist das Schönste daran. Wandern ist der Inbegriff von Unabhängigkeit. Gibt es einen spannenderen Umweg, um durch ein reines Verhältnis zu den Dingen zu uns selbst zu kommen ...”

I Om livets forfængelighed skildrer Montaigne rejsebevægelsen både som et individuelt livsprogram og som et personligt kunstprogram: “Min rejseplan kan brydes når som helst ... hvis det ikke ser godt ud til højre drejer jeg til venstre ... Jeg lægger ingen fast linje, hverken lige eller krum.” Hos alle de hidtil nævnte danske og udenlandske essayister finder man dette kompositionsprincip, og en dertil svarende sprogføring. Essayets fremstilling er ikke stramt fortløbende, entydig og logisk. Dets forløb er associativt, antydende, slentrende eller springsk. Spontane indfald opstår undervejs, oplevelser og synspunkter er subjektive tilkendegivelser. De melder sig uventet, uhøjtideligt og ligefremt. Fremstillingen er uanstrengt søgende, kredsende og ukonventionel. Essayisten er optaget af det afvigende, irrationelle, den brogede mangfoldighed. Essayet er kendetegnet ved en smidig fremstillingsstrategi, der dog er fordringsfuld i sin fingerede nonchalance. Essayet er beregnet på at kunne tilegnes af læseren i ét stræk, helst i al afslappet fortrolighed. Og essayet tilstræber illusionen af, at dets tilblivelse(stid) er identisk med dets tilegnelse(stid). Læseren involveres i essayistens tanker, under deres opståen. Essayet som en tvangfrit, men elegant afrundet kortprosatekst, formuleret og tilegnet undervejs, på midlertidighedens flygtige, foranderlige vilkår.

Jeget som essayets centrum
I et af sine essays, Sygdommen formulerer Paludan sig på Montaignesk vis: “Selvbetragtningens Fænomen er altid forunderligt”. Det indledende essay i Sønderbys 1964-udgivelse er Barndommens by, her er essayisten på sporet af sig selv. En nysgerrigt spørgende og udogmatisk undersøgelsesfærd, der angår jegets adfærd og natur, som den nærliggende mulighed for at blive klogere på det alment menneskelige.

Essayet er af anlæg autobiografisk. Georg Brandes anvender som den første herhjemme ordet “Essays” om egne kortprosa-udgivelser; det sker så sent som i 1889. I sit selv- og genrebevidste forord citerer han Montaigne, idet han påberåber sig franskmandens ord som den banebrydende frontfigurs proklamation: “Ainsi lecteur, je suis moy mesme la matière de mon livre”. Brandes omtaler det litterære essay som en individuel portrætkunst, bærende den portrætterendes vandmærke. I sit forord fremhæver Brandes desuden den kunstneriske og åndelige frihed, essayet giver, dets invitation til en uanstrengt læservenlig fremstilling, der udglatter studiets rynker.

Han kommer ind på essayets uanstrengt improviserende hverdagsnærhed, der gør det muligt at inddrage de konkrete omstændigheder ved emnets opdukken. Endelig omtaler han essayet som brobygger, forener af den videnskabelige og den kunstneriske anskuelse. Langt senere hedder det i Den Store Danske Encyklopædis signalement af genren: “Essayet er ... et mødested for det saglige og det personlige i et lands kulturliv”.

Essayets placering - og dets pendlen
Genren beskrives som et “grænsetilfælde mellem sagprosa og fiktion” af Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen i Genrebogen. Sådan kan man anskue essayet. I den forbindelse er det anbefalelsesværdigt at have essayets to pionerer for øje, Montaigne og Bacon. De repræsenterer nemlig yderpunkter for essayets vide udfoldelsesmuligheder. Begge søger de den korte, uanstrengte form, letheden og tvangfriheden. Begge vil give prøver på, hvordan tilværelsen kan og må opfattes, forstås brudstykkevis, ud fra skribentens egen erfaring og eget ræsonnement. Begge skriver con amore, overvejer tingene, de møder, livsfilosofisk, som en indirekte opfordring til læserens medtænkning. Begge vil i praksis gøre op med fuldstændighedstænkningen, bestræbelsen på den udtømmende, endegyldige systematik. Tilværelsen opfattes stykkevis og delt, og den er ikke for fastholdere og stivstikkere.

Imidlertid er forskellen mellem de to nok så iøjnefaldende. Bacon er knapt, aforistisk ræsonnerende, Montaigne vidtløftigt causerende. Bacon søger balancen, den gyldne middelvej, Montaigne dyrker det ekstreme, udfordrende. Fastholder vi Encyklopædiens signalement af essayet som et mødested for sagligheden og subjektiviteten, så står Bacon for det første og Montaigne for det sidste af elementerne. De to repræsenterer vidt forskellige, men genremæssigt samvirkende ytringsmåder, der udgør fortrinlige pejlemærker, når man vil orientere sig i essayets landskab og placere det enkelte essay. F.eks. tilhører Elsa Gress og Villy Sørensen overvejende Bacon-traditionen, mens Knud Sønderby og Suzanne Brøgger er Montaigne’ske skribenter. Hos Jens Chr. Grøndahl forenes de to ytringsmåder.

Skyhed over for - og forgabelse i essaybetegnelsen
Jeg har et par gange omtalt bibliotekernes diskutable placering af essaysamlingen Samtale med et Æsel. Per Lange er ellers en af de forholdsvis få hjemlige skribenter, der på titelbladet angiver det genremæssige tilhørsforhold. “Essays” kalder han sine elegant afrundede kunst- og kortprosatekster. Enkelte kolleger gør ham følgeskab på det punkt, Thorkild Bjørnvig, Ulrich Horst Petersen, Jens Chr. Grøndahl. Men langt flere undlader at bruge essay-betegnelsen: Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, H.C. Branner, Martin A. Hansen, Knud Sønderby, Ole Wivel, Klaus Rifbjerg, Jørgen Gustava Brandt, Suzanne Brøgger.

I en del tilfælde må decimalklasse-placeringen - i eller uden for 04.6 - volde problemer. Selv ville jeg have svært ved at anbringe Rifbjergs Karakterbogen, Facitlisten, Synderegistret på den rigtige hylde. Er det essays? Ihvertfald ikke afrundede kortprosa-bidrag.

Begrebet essay er særdeles rummeligt, hvilket dog ikke fritager os fra at tilstræbe en operationel genreforståelse, tværtimod. Søger man i databaser under essay, så fremkaldes en forvirrende heterogen titelmængde. Mange af dem engelsksprogede. Et absolut mindretal af de opregnede værker på skærmen har med den personligt ræsonnerende brug af kunst- og kortprosaen at gøre. De fleste af titlerne vidner om en senere, afledt brug af essay-betegnelsen, som John Locke er ophavsmand til: Essay Concerning Human Understanding, 1689. Et par nutidige hjemlige eksempler: Tor Nørretranders Den blå himmel - et essay om evighedens begyndelse; Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi - et idepolitisk essay ...; Hans-Jørgen Nielsen Den fraktale boogie - et essay om naturvidenskaben og den ny kulturdebat.

Hvad har de nævnte bøger til fælles? De er værker af et anseligt omfang, der belyser et enkelt, meget omfattende emne. Dette er ikke en værdifri, objektivt konstaterbar størrelse. Værkerne er forpligtet over for sagen; emnet er i forgrunden. Men de leverer ingen udtømmende behandling, de er udtryk for forfatterens personlige opfattelse af sagen.

Tre af de opregnede kendetegn for disse værker skiller dem klart ud fra det genrespor, som Montaigne og Bacon tegner: omfanget, emnecentreringen, sagforpligtelsen. Denne i historisk forstand sekundære storgruppe af “essays” må snarest benævnes afhandlinger, undersøgelser. Men altså med et stærkt personligt præg.

En del danske forfattere har faktisk begået både den ene og den anden slags essays. Thorkild Bjørnvig, Ulrich Horst Petersen og Hans-Jørgen Nielsen bl.a.

Jo, essayet er en labil og rummelig størrelse. Genrens traditionsspor lader sig imidlertid oplede og følge, hvilket absolut er umagen værd. Også af praktiske grunde - jf. spørgsmålet om decimalklasse-inddelingen.

THORKILD BORUP JENSEN
var 1967-97 ansat på Danmarks Lærerhøjskole, i faget dansk.
Han har senest udgivet bogen “At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere
- om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede”, 1999.

 

 

0 Replies to “Kendetegn Ved En Essay”

Lascia un Commento

L'indirizzo email non verrà pubblicato. I campi obbligatori sono contrassegnati *